Inden løbet havde vi 4 gode uger med træning på sne ved vores eget hus i Jämtland.
De første 3 uger var forholdene gode, med masser sne og minus grader. Den sidste uge blev det varmt og sporene blev meget is´et.

Vi har stort set ikke haft nogle alvorlige skader, så alle hunde har gået i træning hele sæsonen igennem.

Vi kørte afsted mod Särna tirsdag morgen, for at have god tid til at få ordnet registrering, veterinær kontrolleret hunde og få godkendt det obligatoriske udstyr.

Overnatning var booket på Länmannsgårdens vandrehjem, som ligger centralt i Särna, og kun 5 minutters gang fra campingen og startområdet.
Vores start tid var om onsdagen kl. 14:08, så der var god tid til at komme på plads og pakke slæden.

Jeg startede ud som nr. 4, og der blev selvfølgelig en del overhalinger i starten.
Efter ca. 30km stoppede jeg for at snacke hundene, alle på nær Cassie spiste. Jeg havde oplevet det samme med hende til Vildmarksracet i januar, og det virker som om hun er for stresset/hektisk for at komme videre, at hun ikke vil spise.
Til vildmarksracet fik jeg hende til at spise efter ca. 40km. da vi holdt en lille pause. Så jeg tænkte at hun nok skulle spise ved næste snack pause, som jeg tog lige inden Morvallen.

Morvallen ligger lige inden man forlader trægrænsen og kører op på fjeldet, det er det højeste punkt i løbet på 940 m.o.h. Men igen ville Cassie ikke spise. Jeg forsøgte med alle de forskellige snack typer jeg havde med, men hun tog ingen af dem. Jeg ventede lidt ekstra tid, og 3 spand overhalede os imens vi stod der. Jeg kørte derefter et kort stykke på Ca. 300 meter også var vi ved Morvallen, hvor en pulka-kører og et andet spand holdt pause. Her lavede jeg den største og dummeste fejl i løbet. Jeg forsatte videre.

Jeg skulle være stoppet her og holdt pause i så tilpas lang tid til Cassie ville spise igen. Dumt, meget dumt!
For da vi passerede det højeste punkt, ser jeg at Cassie er træt og hun trækker ikke. Med den viden at hun ikke har spist nogle snacks, beslutter jeg mig for at laste hende i slædesækken.

Jeg klikker hende af, og da jeg løfter hende op på slæden går hun i krampe. Jeg bliver selvfølgelig meget overrasket, og en smule panisk. Det eneste der er at gøre når en hund kramper er at vente og sørge for at den ikke kommer noget til, indtil den stopper. Efter ca. 30-sek. er det over og jeg har kontakt til hende. Jeg lægger hende ned i slædeposen, og tænker over mine muligheder. Det nærmeste sted med hjælp og dyrlæger er det første checkpoint, og der var ca. 25km til vi var der. Jeg forsætter og prøver at holde hovedet koldt. Det er blevet mørkt og vi befinder os midt ude på koldfjeldet. Efter et stykke tid kommer Steven forbi. Jeg taler med ham kort om hvad som er sket, og han kigger også til Cassie. Vi forsætte sammen mod første checkpoint. Jeg får fat i Helle på telefonen, som fortæller at Lene, Pia og Jan var kørt ud til checkpointet. Blev lettet over at vide at min handler var på plads og kunne tage Cassie med tilbage til Särna. Jeg bliver ved med at kigge til Cassie hvert 5 minut for at sikre hun ikke har fået det værre.

Vi ankom til checkpointet kl. 20:30 efter 6 timer og 22 min. i sporet. Efter vi havde fået anvist en plads, kom dyrlægerne og tjekkede Cassie. De målte hendes temperatur og tog hendes puls.
Hendes temperatur var lidt lav, og pulsen lidt for høj. Lene tog Cassie med ind i bilen for at varme hende og kørte tilbage til Särna.
Resten af hundene spiste og drak godt. Jeg gav dem ca. 5 timers hvile her, som måske var lige i overkanten.

Turen fra Djursvallen til Lövnäsvallen gik godt. Hundene var selvfølelig friske efter hvilen og sporet var hurtigt. Efter 3 timer og 22 min. var vi ved Lövnäsvallen. Her havde jeg 50 minutters obligatorisk hvile til tidsudligning. Jeg havde ikke planlagt at blive mere end 1 time, men da jeg skulle til at gøre klar til at køre, ser jeg at Ceven var øm og hævet i et af hendes håndled. Besluttede sammen med dyrlægen at lade hende hvile 1 time mere med et neopren håndledsvarmer på. Det hjalp og hævelsen aftog. Så var det af sted mod mål. 50 km. en sidste tur op over fjeldet. Denne gang blev det med blå himmel og høj solskin.

Baylie var lidt stiv i starten og skulle lige varme op. Men sidste del af turen gik hun godt. Cirius blev lidt træt de sidste km. ind til mål, men de klarede det alle rigtig flot.

Målet var at gennemføre løbet med glade hunde som har god appetit når de kommer ind. Det lykkes. Spandet bestod af hunde på 2.5 år og én på 4 år. Det er vigtigt at de får en god oplevelse første gang. Det synes jeg helt sikkert de har fået. Både jeg og hundene har lært en masse.

Jeg havde regnet med at komme i mål med alle 7 hunde, og der var ingen tvivl om at Cassie havde klaret den helt til mål, hvis jeg bare havde lavet et snackstop i god tid.
Vi har efterfølgende læst og snakket med folk om hvad det kan skyldes at hun krampede. Vi tror på at hypoglykæmi (lavt blodsukker) kan være årsagen.

Det er kendt indenfor slædehunde og jagthunde får hypoglykæmi og får krampeanfald når hunden kommer for langt ned. Sker oftest med meget hårdtarbejdende hunde, og det er Cassie.

Vi vil holde et ekstra vågent øje med hende i fremtiden, og vil se om vi kan finde ud af hvordan vi kan få hende til at spise når vi skal køre så langt. Det skal også siges at Cassie var frisk efter få timer og både spiste og drak. Hun har også efterfølgende været med på træning uden problemer.

Jeg er utrolig stolt af alle hundene, de klarede det rigtig flot alle sammen. Nu ved de hvad der drejer sig om, og vi ved hvad der skal ændres til næste gang.

Vi sluttede med en total tid på 21 timer og 13 minutter, og en køretid på 14 timer og 14 minutter.

Der kommer flere billeder senere.

Så var vi endelig afsted på vores første langdistance løb. 120 km fordelt på to etaper 6o km, 4 timers obligatorisk hvile på check point, og derefter  60 km.

Langdistance træning er en ekstra udfordring for os der bor syd på, hvor vi ikke har sne og kilometervis af scooterspor at køre på. At træne på barmark og hårde grusveje, er en udfordring for hunde poter. To uger inden løbet, lå vi i træning fra vores hus i Jämtland, for at få lidt sne-kilometer i benene på hundene. Der var mange kolde dage med temperaturer helt helt ned til -28 grader. Vi havde faktisk ret så gode spor i år, selv om resten af Jämtland ikke havde fået så meget sne.

Første løb kommer i slutningen af uge 3, og det er VildmarksRacet 120.
Et løb som består af 2x60km med 4 timers obligatorisk hvile.

Vi tager dette som et træningsløb. Det er god træning for både musher og hunde.

Billederne herunder er fra dagens træningspas på 31km. i dejligt snevejr og -5 grader.

Seminaret bliver afholdt i Harestua en lille by, 5km. nord for Hakadal, og 40km nord for Oslo.
Hakadal seminaret har hvert år kendte udenlandske foredragsholdere på programmet. I år var det Aliy Zirkel og Allen Moore -fra  SP Kennel  Two Rivers i Alaska.
De norske foredragsholdere var bl.a Thomas Wærner, Stein Håvard Fjestad, og Jan Vidar Dahle. Et karakteristik træk hos nordmændene er de de træner helt utroligt meget op til de de lange løb. Norske langdistance hunde har virkelig mange km i benene.

Vi så helt klart meget frem til at høre Aliy og Allen tale om Yukon Quest, Iditarod og trænings metoder.
De fortalte om hvordan SP kennel blev til, lige fra hvordan Aliy startede med at køre hund, til hvordan kennelen ser ud i dag med mål, løb og strategier i konkurrence og træning. Allen lavede en interessant gennemgang af deres udstyr og seler. De anvender et system med ManMats korte seler hvor hundene løber uden necklines. Det giver hundene mere bevægelighed, og mindre tryk ned på bag på hofterne.

Mellem de forskellige foredrag var der så mulighed for at tage div.  hunde grej og gear i øjesyn på de udstillede stande udendørs. Mange af Norges bedste hundekører var også tilstede. Bl.a Sigrid Ekran, Robert Sørlie, Ralph Johannesen, Bjørnar Andersen og Nina Skramstad. Det er jo lidt sjovt og spændende at møde de folk man har fulgt på nettet gennem mange år.

Lørdag aften havde vi hyggeligt social samvær på Viubråtan ferie center, med grill og hundesnak på div. udenlandske sprog.

Afslutning søndag kl. 17.00. Så var det bare at laste slæden og stikke sydover. Inspirerende og motiverende.

Distancen ligger pt. på 6,5km, med 3-4 pas om ugen, og med en snit fart på ca. 12-15km/t.

Her i starten af september er temperaturen er stadig ret høj, og det kan hurtig blive for varmt for hundene.
Vores grænse ligger ved 12 grader. Hvis temperaturen er over det, træner vi ikke. Derfor træner vi enten sent om aften, eller tidligt om morgen for at det skal være så koldt som muligt.
To gange på turen stopper vi og giver dem vand.

Santos, Dinah og Rolf er nu “officielt” pensioneret. (11 år.) De vil rigtig gerne med når de andre skal ud og løbe. Men de holder ikke rigtig til mere end 2-3km max.
Derfor løber de ikke med på spandet mere. De får i stedet en lille tur med cykelen, og det nyder de meget.

Billederne herunder er af Cirius og Ceven, samt vores nye start stolpe.

Lige nu får vi dagene til at gå med socialisering i luftegården, renovering af hundehuse og andet sjov.

I uge 9 drog vi til Särna hos gode hunde venner der, for at tage på tur i fjället. De unge hunde blev testet på en noget længere distance end de har gået herhjemme i Skåne, og det var stor succes. Rigtig mange gode udfordringer blev også prøvet, head-on med andre hundespand, passeringer af snescootere, krydse veje,180 gr. vendinger med slæden, og pause på fjället. Så der er blevet trænet en masse teknik, godt for hunde og mushere.

Tilbage til Jämtland, flere sociale arrangementer, desværre ikke den store udfoldelse på hundefronten da vinteren var på tilbage tur, og alle spor var sten hårde.

I uge 10 gik det atter mod Särna for at bidrage med foto dokumentation ved PolarDistans. Hyggelige stunder med gode hundefolk, og nogle gode billeder kom der da også i hus. De sidste ture på slæden i fjället, og vi drog hjem tilfredse og mættet for en lille bitte stund.

Se billeder fra turen her.

Her er en video fra tur på fjeldet.

SMHI havde varslet om storm samme dag som vi ankom.
Vi valgte derfor at lade hundene sove i deres transportbokse på traileren og i bilen.

Om morgen kunne vi konstatere at der var væltet 8 træer på gunden.
Et var væltet ned i huset, og et ned i laden, resten var faldet i og omkring hundegården.
Heldigvis var ingen væltet ned over vores hundegårde og indhegning.

Stormen Dagmar  sørgede lige for 4 døgn  uden strøm og vand. Så er det godt man bor ved siden af en älv, hvor det er muligt at hente vand, og at der kan laves mad på vedspisen.
Held i uheld, vi var også ret glade for at det ikke var -25c. som det plejer at være.

Hen mod slutningen af ferien fik vi frost og godt vejr. Kun et par små træningsture blev det til, da vi ikke kunne komme frem for væltet træer på sporene.

Det er stadig plus grader og fugtigt her sidst i November. Samme tid sidste år, havde i sne og frost.
Vi tilpasser træningen efter vejrforholdene, så vi kan ikke rigtig øge distancen når det stadig er så varmt.
Vi ligger på omkring 10-11km. pas nu.

Dinah, Santos og Rolf som er fyldt 10 år. løber med i træningen. Primært til oplæring af de nye hunde.
Vi kan godt mærke på de gamle at de ikke holder til det samme som de unge, og holder derfor farten nede.

Her på billedet er det:

Baylie og Santos – lead.
Digger og Rolf – swing.
Coby og Cassie – team.
Cirius og Ceven – wheel.

Som I sikkert har lagt mærke til, bliver det ikke så tit til opdateringer her på siden. Dette skyldes nok at det er for besværligt, og tager for lang tid med den nuværende opsætning. Derfor er vi i gang med at bygge en ny hjemmesiden, som er en del nemmere at redigere og opdatere.

Billedet er fra en smuk træning med 8-spand.
Santos og Cassie i lead. Digger og Baylie i point, Rolf og Clea i team. Ceven og Cirius i wheel.
Temp. -2 grader.

Her en en lille video fra træningen.