Polardistans 2013

DSC_5008aaa

Her er en kort beretning fra Polardistans 160, som vi gennemførte for en uge siden.

Inden løbet havde vi 4 gode uger med træning på sne ved vores eget hus i Jämtland.
De første 3 uger var forholdene gode, med masser sne og minus grader. Den sidste uge blev det varmt og sporene blev meget is´et.

Vi har stort set ikke haft nogle alvorlige skader, så alle hunde har gået i træning hele sæsonen igennem.

Vi kørte afsted mod Särna tirsdag morgen, for at have god tid til at få ordnet registrering, veterinær kontrolleret hunde og få godkendt det obligatoriske udstyr.

Overnatning var booket på Länmannsgårdens vandrehjem, som ligger centralt i Särna, og kun 5 minutters gang fra campingen og startområdet.
Vores start tid var om onsdagen kl. 14:08, så der var god tid til at komme på plads og pakke slæden.

Jeg startede ud som nr. 4, og der blev selvfølgelig en del overhalinger i starten.
MorvallenEfter ca. 30km stoppede jeg for at snacke hundene, alle på nær Cassie spiste. Jeg havde oplevet det samme med hende til Vildmarksracet i januar, og det virker som om hun er for stresset/hektisk for at komme videre, at hun ikke vil spise.
Til vildmarksracet fik jeg hende til at spise efter ca. 40km. da vi holdt en lille pause. Så jeg tænkte at hun nok skulle spise ved næste snack pause, som jeg tog lige inden Morvallen.

Morvallen ligger lige inden man forlader trægrænsen og kører op på fjeldet, det er det højeste punkt i løbet på 940 m.o.h. Men igen ville Cassie ikke spise. Jeg forsøgte med alle de forskellige snack typer jeg havde med, men hun tog ingen af dem. Jeg ventede lidt ekstra tid, og 3 spand overhalede os imens vi stod der. Jeg kørte derefter et kort stykke på Ca. 300 meter også var vi ved Morvallen, hvor en pulka-kører og et andet spand holdt pause. Her lavede jeg den største og dummeste fejl i løbet. Jeg forsatte videre.

Jeg skulle være stoppet her og holdt pause i så tilpas lang tid til Cassie ville spise igen. Dumt, meget dumt!
For da vi passerede det højeste punkt, ser jeg at Cassie er træt og hun trækker ikke. Med den viden at hun ikke har spist nogle snacks, beslutter jeg mig for at laste hende i slædesækken.

FjeldJeg klikker hende af, og da jeg løfter hende op på slæden går hun i krampe. Jeg bliver selvfølgelig meget overrasket, og en smule panisk. Det eneste der er at gøre når en hund kramper er at vente og sørge for at den ikke kommer noget til, indtil den stopper. Efter ca. 30-sek. er det over og jeg har kontakt til hende. Jeg lægger hende ned i slædeposen, og tænker over mine muligheder. Det nærmeste sted med hjælp og dyrlæger er det første checkpoint, og der var ca. 25km til vi var der. Jeg forsætter og prøver at holde hovedet koldt. Det er blevet mørkt og vi befinder os midt ude på koldfjeldet. Efter et stykke tid kommer Steven forbi. Jeg taler med ham kort om hvad som er sket, og han kigger også til Cassie. Vi forsætte sammen mod første checkpoint. Jeg får fat i Helle på telefonen, som fortæller at Lene, Pia og Jan var kørt ud til checkpointet. Blev lettet over at vide at min handler var på plads og kunne tage Cassie med tilbage til Särna. Jeg bliver ved med at kigge til Cassie hvert 5 minut for at sikre hun ikke har fået det værre.

Vi ankom til checkpointet kl. 20:30 efter 6 timer og 22 min. i sporet. Efter vi havde fået anvist en plads, kom dyrlægerne og tjekkede Cassie. De målte hendes temperatur og tog hendes puls.
Hendes temperatur var lidt lav, og pulsen lidt for høj. Lene tog Cassie med ind i bilen for at varme hende og kørte tilbage til Särna.
Resten af hundene spiste og drak godt. JeIMG_1438_resizeg gav dem ca. 5 timers hvile her, som måske var lige i overkanten.

Turen fra Djursvallen til Lövnäsvallen gik godt. Hundene var selvfølelig friske efter hvilen og sporet var hurtigt. Efter 3 timer og 22 min. var vi ved Lövnäsvallen. Her havde jeg 50 minutters obligatorisk hvile til tidsudligning. Jeg havde ikke planlagt at blive mere end 1 time, men da jeg skulle til at gøre klar til at køre, ser jeg at Ceven var øm og hævet i et af hendes håndled. Besluttede sammen med dyrlægen at lade hende hvile 1 time mere med et neopren håndledsvarmer på. Det hjalp og hævelsen aftog. Så var det af sted mod mål. 50 km. en sidste tur op over fjeldet. Denne gang blev det med blå himmel og høj solskin.

Baylie var lidt stiv i starten og skulle lige varme op. Men sidste del af turen gik hun godt. Cirius blev lidt træt de sidste km. ind til mål, men de klarede det alle rigtig flot.

Målet var at gennemføre løbet med glade hunde som har god appetit når de kommer ind. Det lykkes.IMG_1444_resize Spandet bestod af hunde på 2.5 år og én på 4 år. Det er vigtigt at de får en god oplevelse første gang. Det synes jeg helt sikkert de har fået. Både jeg og hundene har lært en masse.

Jeg havde regnet med at komme i mål med alle 7 hunde, og der var ingen tvivl om at Cassie havde klaret den helt til mål, hvis jeg bare havde lavet et snackstop i god tid.
Vi har efterfølgende læst og snakket med folk om hvad det kan skyldes at hun krampede. Vi tror på at hypoglykæmi (lavt blodsukker) kan være årsagen.

Det er kendt indenfor slædehunde og jagthunde får hypoglykæmi og får krampeanfald når hunden kommer for langt ned. Sker oftest med meget hårdtarbejdende hunde, og det er Cassie.

IMG_1441_resize

Vi vil holde et ekstra vågent øje med hende i fremtiden, og vil se om vi kan finde ud af hvordan vi kan få hende til at spise når vi skal køre så langt. Det skal også siges at Cassie var frisk efter få timer og både spiste og drak. Hun har også efterfølgende været med på træning uden problemer.

Jeg er utrolig stolt af alle hundene, de klarede det rigtig flot alle sammen. Nu ved de hvad der drejer sig om, og vi ved hvad der skal ændres til næste gang.

Vi sluttede med en total tid på 21 timer og 13 minutter, og en køretid på 14 timer og 14 minutter.

Der kommer flere billeder senere.

 

 

IMAG0500_resizeIMAG0501_resizeIMAG0502_resizeIMAG0506_resize

QR Code Business Card